Den person der hjælper, kan enten skrive notater under jeres samtaler, for at renskrive disse bagefter. I kan med fordel optage samtalen, som hjælperen gennemlytter og udskriver. Man kan også skrive direkte i et hæfte, en scrapbog eller i en fortrykt bog til erindringer.

I kan også være en gruppe, som fortæller hinanden historien, mens en person optager eller laver notater. Fordelen ved at arbejde i en gruppe er, at den enes historie vækker den andens erindringer, og man på den måde inspirerer hinanden.

Den frie fortælling
Den frie fortælling fordrer, at man har overblik og selv kan strukturere sit stof. Er du støtteperson, kan du opfordre fortælleren til at begynde med det emne, han har lyst til. Spørgsmål som: ”Hvor har du lyst til at begynde din fortælling,” eller ”hvad vil du gerne fortælle om dit liv,” kan indlede processen. Denne metode kræver dog ressourcer af fortælleren. Og vi har oplevet, at metoder med temaer og erindringsgenstande er mere velegnede til mennesker med demens.

Andre metoder, som struktureret fortælling og fortælling ved hjælp af genstande, som vækker og stimulerer minder, er beskrevet på følgende sider.

Projekter
Fra februar 2009 til april 2010 gennemførte Center for rådgivning - Demens Caféen et værkstedsprojekt "Livshistorie som multimedieportræt". Projektet var økonomisk støttet af Velfærdsministeriets pulje 15.13.37.10. ”Dag- og aktivitetstilbud til yngre demente”.

I perioden fra december 2004 til marts 2006 har Demens Caféen gennemført et værkstedsprojekt "Min Livsbog" og et forskningsprojekt "Livshistoriens betydning for yngre personer med Alzheimers demens".